-
To unge blev såret af knivstik - ny anholdelse i sagen
Source: BDK Borsnyt / 10 Apr 2025 02:29:08 America/Chicago
Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi fremstiller torsdag en 32-årig mand i grundlovsforhør i forbindelse med et knivstikkeri i Taastrup i sidste uge. Her blev to unge såret alvorligt af knivstik, og fire mænd sidder allerede varetægtsfængslet i sagen. Det var klokken 18.30 om aftenen den 3. april, at der indløb en anmeldelse om knivstikkeri på Gadehavegårdsvej i Taastrup. På stedet blev to unge mænd fundet såret, og de blev bragt på hospitalet. Politiet beskrev deres tilstand som kritisk. Københavns Vestegns Politi efterforsker sagen som et drabsforsøg, og allerede i timerne efter knivstikkeriet foretog politiet de første anholdelser. Dagen efter blev tre drenge og mænd i alderen 15-19 år varetægtsfængslet i sagen, og tirsdag i denne uge meldte en 19-årig mand sig selv til politiet. Han blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet. Københavns Vestegns Politi skriver torsdag på det sociale medie X, at anholdelsen af den 32-årige er sket efter "målrettet efterforskning". Den 32-årige sigtes for drabsforsøg og vil blive stillet for en dommer ved Retten i Glostrup senere torsdag. Københavns Vestegns Politi oplyser ikke, hvorledes den 32-årige forholder sig til sigtelsen. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/to-unge-blev-saaret-af-knivstik-ny-anholdelse-i-sagen